Sejlturen fra Picton på sydøen til New Zealands hovedstad Wellington på nordøen tog 3 1/2 time. En smuk sejltur gennem fjorden og ud over Cook-strædet. Der var film ombord, så Frida og William gik i biffen og så den nye Peter Plys film “Christopher Robin”, mens Walter fordrev tiden i legeland. Vi kom i land ved 18 tiden og besluttede at køre direkte ind til centrum for at tage den røde kabelbane vogn op til et udsigtpunkt over byen. Heroppe ligger også et observatorium-Carter Observatory som vi besøgte. Et fint lille planetarium med masser af aktiviteter for børnene. Der var et stort teleskop fra James Cooks tid, som man kunne få lov til at kigge i. Så vi ventede længe mens mørket faldt på og teleskopet blev rigget til, hvilket ikke var helt lige til. Det var da også en lidt flad fornemmelse at kigge gennem det, da man kun svagt kunne se en stjerne. Der er gennem tiden vist sket en del mere udvikling i stjernekiggeri. Vi fandt nu vej til vores campingplads lige uden for byen.
Vi havde kun en overnatning i Wellington og inden vi bevægede os længere nord på besøgte vi Nationalmuseet, Te Papá, i Downtown. Det var et helt fantastisk sted i 6 etager og tilmed gratis. Der var interaktive udstillinger i kunst og også historiske. Masser af aktiviteter for børn som papirs figurer man selv skulle sammensætte og hænge op som papirsilhouetter. Maoriafdelingen med kopier af deres huse og mødesteder var også rigtig fin. Nederste etage rummede en midlertidig udstilling fra 1. Verdenskrig. Det var instruktøren af “Ringenes Herre” og “Hobbitten”, Peter Jackson, der havde været med til at sponsorere og udvikle denne helt igennem flotte udstilling. Der var blandt andet udstillet de mest realistiske voksfigurer i kæmpe størrelser-vel ca 6 gange større end os almindelige mennesker-af faldende og sårede soldater, læger og sygeplejersker fra 1. Verdenskrig. Udstillingen skildrede et slag-slaget ved Galipoli i Tyrkiet, hvor næsten 3000 unge mænd fra NZ mistede livet, på en enkelt høj som de kæmpede om. Figurerne var så realistiske med hår, sved, blod, mudder etc. Man kunne virkelig fornemme deres livagtighed. Vi brugte mange timer på museet og kørte bagefter op til Lake Taupo-New Zealands største sø.
Vi ankom sent, men spottede straks den enorme termiske pool på campingpladsen med damp og lys-den var ungerne klar til at indtage næste morgen. Vi sov længe næste dag og brugte meget af formiddagen ved poolen, som var super fed med grotter og flere bassiner. Det bedste var, at den var termisk opvarmet, så det var som at svømme rundt i et kæmpe badekar. Børnene hørte pludselig andre danske stemmer, som viste sig at være en familie med en dreng på 11 år og en pige på 8 år. Vi talte lidt med dem og aftalte mere leg om eftermiddagen efter vi havde inspiceret byen. Lake Taupo går for at være et af de steder i verden med bedst ørredfiskeri, så William skulle selvfølgelig prøve lykken. Inden da måtte han lige ind i nærmeste fiskebutik, da han simpelthen måtte skaffe sig en ny fiskestang. Med ny fiskestang, og det rette blink i hånden, gik vi ned til havnen hvor søen havde et af sine udløb. Desværre var heldet ikke med ham og vi vendte næsen hjem til leg og badning på campingpladsen med børnenes “nye venner”. Aftenunderholdning i mobilhomet var typisk det nyeste afsnit af “Den store bagedyst”, som vi troligt følger med i, når internettet er til det.
Næste dag skulle vi køre videre til området Rotorua. Der var kun en god times kørsel dertil, så vi brugte det meste af dagen ved Lake Taupo. Vejret var desværre dårligt med regn, men vi trodsede vejrguderne. Første stop var ved Aratiatia dæmningen, der hver dag lukker 80.000 liter vand i sekundet ud af søen af 3-4 omgange, afhængig af årstiden. Vi stod på en bro mellem dæmningen og kløften, hvor vandet skulle fosse igennem. Dæmningen blev åbnet og det var sjovt at se den udtørrede kløft blive fyldt med brusende vand på meget kort tid. Det var netop også her at en scene fra “Ringenes Herre”, hvor nogle dværge sejler i tønder ned ad en flod, er optaget. Vi kørte nu til et af byens varetegn “Huka Falls”, et bredt, men ikke særlig højt, brusende vandfald, der skærer sig gennem kløften. Vores forventninger til vandfald er efterhånden ret store, da vi nu har set pænt mange, og også her skulle der mere til at imponere os, især når vi har været helt tæt på Niagara Falls. Hjemmefra havde jeg læst om nogle store Maori udskæringer på en klippevæg, som man kun kunne komme til via søen. Vi har været på mange mange bådture og det træk ikke rigtig i de andre for at komme på endnu en. Heldigvis var Frida frisk og hende og jeg tog derfor afsted, mens drengene prøvede at finde et godt fiskested. Bådturen var rigtig hyggelig. Vi var kun 6 personer udover personalet. Frida blev udstyret med en lille skattejagt, hvor hun skulle gå rundt på båden og finde mærker. Så blev vi taget med ovenpå for at fodre ænder i luften-det var virkelig sjovt. Vi holdt et brød ud af vinduet og vupti kom flere ænder flyvende helt tæt på og tog brødet ud af vores hånd. Efter et par forsøg, blev Frida helt ferm til det. Vi så også hvordan der bliver fisket efter ørred og Frida blev udstyret med fiskestangen, da der var bid. Desværre nåede den at hoppe af inden hun fik den halet ind. Vi gjorde holdt ved Maori udskæringerne, hvor den største af dem er 14 meter høj og skåret ind i klippevæggen. Ved siden af er andre figurer udhugget i sten og alt sammen fortæller de noget om kunstnerens livstræ. Tilbage igen gik turen nu videre til det termiske område Rotorua, hvor også 35% af befolkningen er Maorier. Vi nærmede os byen og kunne hurtigt lugte svovl-stanken fra al den termiske aktivitet der er i området. Vi fandt vej til campingpladsen, der desværre lå uden byen. Vi var lidt skuffede over den, da vi havde regnet med at kunne gå til by og aktiviteter. Vi skulle have boet der i 4 nætter men blev hurtigt enige om næste morgen, at køre til en anden campingplads Downtown, hvor der også var pool og lidt mere aktivitet til ungerne.
Vi kom ud af vagten kl 10 næste morgen og tjekkede direkte ind på den nye campingplads, som var meget mere os. Vejret var ok og ungerne inspicerede pladsen, mens vi lagde planer for de næste dage. Vi ville rigtig gerne ud og opleve hvordan Maorierne levede i tidernes morgen, og Rotorua var klart stedet. Der var flere muligheder, så nu var det om at prøve at finde frem til den mindst turistede af dem. Vi fik booket til samme aften kl 17:45, hvor vi ville blive hentet på pladsen og kørt til Mitai Maori Village. Vi gik nu en tur i byen og fik souvenir-shoppet lidt til Kaspers store frustration. Jeg og især børnene er lidt draget som magneter til butikkerne, hvor Walter typisk får et føl, hver gang der bliver sagt nej til at købe noget. Deres egne lommepenge holder ellers endnu, selvom de tynder pænt ud. Vi nåede lige et smut tilbage på campingpladsen inden vores bus samlede os op. Fremme i Maori landsbyen måtte vi sande at stedet var yderst besøgt, der var vel ca 150 andre turister udover os. Vi måtte bare tage det med et smil, og så må man sande, at der jo ikke mere eksisterer de ægte Maori landsbyer, hvor de går klædt som i tidernes morgen, ligesom vi hjemme jo heller ikke render rundt i folkedragter. Vi blev ført ind i et telt med langborde, hvor vi tog plads. Vi endte ved bord med 2 ældre svenske damer, et par fra Jordan, en pige fra Hong Kong et par fra Holland. Da alle havde indtaget deres pladser blev vi budt velkommen af vores vært. Han var selvfølgelig Maori ligesom alle andre på stedet, der alle var i familie. Han bød velkommen på Maori, hvor ordet Kia Ora er det mest brugte og betyder både velkommen, hej og velsign din sjæl. Han bød velkommen på alle sprog, selv da vi fortalte at vi var danske sagde han på dansk: Velkommen, hvordan går det og så chokoladekage, som var det ord han kunne på flest sprog. Det lyder måske lidt plat, man han var helt igennem underholdende på en skøn måde. Specielt hans forklaringer om hvordan de op til i dag havde bevaret deres identitet og traditioner siden de kom fra Fransk Polynesien omkring år 1200. Bla. at hver Maori familie/slægt har deres egne måder at gøre tingene på og holder sammen i landsbyer den dag i dag. Vi blev nu vist ud til deres bålsted, hvor de laver deres såkaldte “Hangi” mad som er kød og grønsager, der bliver tilberedt nede i jorden med varme sten og fugtige klæder. Derefter gik vi ned til deres hellige kilde, hvor vi så 5 Maorier komme sejlende med fakler og deres krigsråb. De var flot dekoreret med store Maori tatoveringer og hovedpynt. Vi blev nu ledt hen til en scene, hvor vi gennem sang, dans og musik fik indblik i deres traditioner og kultur. Det var faktisk en rigtig fin oplevelse og især deres berømte krigsdans Haka, var en oplevelse. Så selvom vi var masser af turister formåede de alligevel at fortælle os historier om deres traditioner, hvordan fremmede blev budt velkommen og om deres jagt etc. Nu var det spisetid og vi blev igen ledt ind i teltet til vores Hangi-middag. Det var virkelig lækker mad og især den traditionelle New Zealandske dessert Pavlova-som her laves med marengs og passionsfrugt-var et hit. Inden turen gik hjemad fik vi en lille rundtur i bushen, hvor vi blandt andet så rigtig mange glowworms.
Efter en rolig morgen på campingpladsen, hvor vi gjorde et forsøg på at skabe lidt halloween stemning, kørte vi nu mod byens gondol, hvor der på toppen er et væld af aktiviteter. Vi havde lovet ungerne en tur ned ad bjerget i en “luge”, som er en slags kælk på hjul. Vi vidste at Prins Harry og Meghan skulle komme til Rotorua denne dag, på deres rundrejse i New Zealand, Australien og Fiji. Vi vidste dog ikke, at de netop skulle besøge byens wildlife-center lige ved siden af gondolen. Der var derfor et stort opbud af folk og politi da vi kom og så måtte vi da også lige vente på et glimt af de royale. Vi stod i første række og fik skam også set dem, da de stod ud af deres bil-det var meget sjovt. Tilbage ved gondolen kørte vi op til toppen og fik fundet vores vej hen til “kælkene”. Walter kørte med mig og de andre i hver sin-ned ad bjerget det gik. Mens William kørte pænt stærkt, var vi andre lidt mere tilbageholdende og Frida var da heller ikke helt vild med det. Hjemme fik vi tømt ud i køleskabet, da dette var sidste aften i mobilhome for denne gang. Det havde endnu engang været en sand fornøjelse at køre rundt med alle ens ejendele om bord.
Sidste stop i New Zealand var Auckland, hvor vi var inviteret til at overnatte hos nogle venner til Kaspers far. Inden vi bevægede os videre fra Rotorua aflagde vi lige et af de mange termiske områder i byen et kort visit. Sjovt var især at krydse gangbroerne over de dampende søer, hvor man slet ikke kunne se hinanden for bar damp. På vejen mod Auckland stoppede vi ved Hobitton movie set. Her er Ringenes Herre og Hobbitten blevet optaget. Mange steder rundt i New Zealand har lagt scener til filmene. Det var faktisk en rigtig sjov oplevelse. Man blev ført rundt af en guide i “kulisse-byen”, hvor alle de små hobithuse lå. Settet var bygget til Hobbitten filmene og efterfølgende revet ned. Da de så skulle bruge samme set til Ringenes Herre, valgte man at bygge stedet op på ny, men denne gang i naturlige materialer, og derfor kan man nu komme rundt på guidede turer. Selve settet lå også helt malerisk med store træer, åbne sletter, grønne bakker og søer. Selv en vandmølle, en stenbro og deres store kro var bygget op. Det var da også instruktøren selv der havde fundet stedet, da han cruisede over New Zealand for at finde et perfekt sted til optagelserne. Vi kørte bagefter mod Whitford lige syd for Auckland, hvor vi ankom hos Anette og Keith. De boede meget smukt med et væld af dyr, så ungerne var i himlen. De havde ænder, marsvin, kanin, fisk, fugl, 4 hunde og 5 alpakaer. De var virkelig gæstfrie og bød os stort velkommen.
Næste dag gik med at tømme mobilhomet og gøre det rent, da Kasper skulle aflevere det samme dag. Ungerne var bare i zen med alle de dyr om sig, så resten af dagen blev en hjemmedag. Vi spiste middag med hele familien og så var der købt ind til isbod, til ungernes store begejstring.
Sidste dag i New Zealand kørte vi til Downtown Auckland og gik en tur på havnen. Vi havde talt om at sejle ud til en nærliggende ø, men hånden på hjertet så tror jeg ikke, at vi var til flere bådturer og mere natur. I stedet blev det til en tur i byens akvarium, der faktisk var rigtig fint. Hjemme hos Annette og Keith igen blev aftenen afsluttet med fyrværkeri. Hvor heldig kunne man lige være. Den 4/11 i år 1605 prøvede manden Guy Fawkes at springe parlamentet i England i stykker. Dette fejrer man i England og kolonierne hvert år på samme dato mærkværdigvis med fyrværkeri. Næste morgen blev vi hentet kl 10 og kørt til lufthavnen, hvor rejsen nu gik videre til Fiji.
Vores New Zealand eventyr var nu slut for denne gang. Og sikke et eventyr-vi har virkelig nydt dette smukke og eventyrlige land rundt på vejene i vores mobilhome. Vi er alle enige om, at dette ikke var sidste besøg i landet.
